agtige Historie, at Du sad paa et Steengjærde, og i philosophisk Distraction lod Dig falde ned i Grøften, kan jeg dog ikke troe."
"Men siig mig, kjære Tante," svarede Alfred, som aldeles ikke havde bemærket Jomfru Nielsen og endnu mindre Fru Dahls sidste Spørgsmaal, "hvor er da Jomfru Randrup, der syede her før, bleven af. Hende kunde jeg godt lide."
"Men Gud, veed Du ikke det? Hun er bleven baade — forlovet og gift — med en af dine gamle Bekjendte — Candidat Baur, der er bleven Præst i Slesvig."
"Ak Herregud! atter en Mesalliance!"
"Hvorledes, gode Alfred? En slig Yttring havde jeg ikke ventet mig af et saa ædelttænkende Menneske, som Dig."
"En Student og en Sypige — nei de passe aldeles ikke for hinanden."
"Hvorledes har Din Onkel det?" spurgte Fru Dahl hurtigt med et Sideblik til Jomfru Nielsen, for at afbryde Alfred i denne for Øieblikket temmelig udelicate Samtale, men Alfred hørte hende ikke.
"Det er ikke Studentens Videnskabsmasse, der lægger Hindringer i Veien, thi den er ofte meget liden og har i ethvert Tilfælde ikke Noget med Kjær-
