og nu syede med en utroelig Hurtighed. Der var egentlig aldeles intet Smukt ved hende, men det friske, rødmussede Ansigt, det glatnedstrøgne, brune Haar og en nydelig Figur, gav hende et Anstrøg af Tækkelighed, der let kunde fængsle Andres Opmærksomhed. Hun lignede en blid, huslig Aand, som Ingen lægger Mærke til, naar den sysler omkring med lydløse Trin, men som Alle savne, naar den, engang kjendt, forsvinder. I Etatsraad Dahls Huus var hun derfor ogsaa optagen paa en ganske særegen Maade. Den forrige Sypige, Jomfru Randrup, havde i 10 Aar daglig syet i dette Huus, og derved erhvervet sig en vis Ret i Familien; hun var tilsidst bleven behandlet som et Lem af Huset og den Venlighed, som den eiegode og ligefremme Fra Dahl viste hende, havde ikke bidraget saa lidt til hendes fordeelagtige Giftermaal. Jomfru Nielsen var traadt i bendes Sted; den aabenhjertige Beskedenhed og Delicatesse, hvormed hun op; traadte, en Contrast til den ydmyge Næsvished, der ellers er charakteristisk for denne Classe af unge Piger, havde strax indtaget Fru Dahl for hende. Da nu Etatsraadens Huus var meget lidet selskabeligt, havde Ida, hans eneste Datter, ogsaa fundet det ret behageligt at have Jomfru Nielsen at sladdre lidt med, og saaledes havde der i kort Tid dannet sig et noget
