dum, saa udelicat, saa latterlig, at sige hende dem? var det intetsigende Pralerier, hvor fik da disse deilige, næsten fromme, blaae Øine dette uudsigelige Udtryk af Ro og Selvtillid fra? hvorfor havde han da saa keitet bedet hende om Forladelse? hvorfor havde Dahls saa ofte talt om ham, som et kundskabsrigt og genialt Menneske? Nei, tænkte hun, idet hun gik ind i Spisestuen, han staaer høit over mig, saa høit, at jeg ikke forstaaer ham. Han er ædel og god — men ikke saa god, som — .
Man samledes om Theebordet. Etatsraaden var ogsaa kommen ind og efterat han havde gjennemløbet "Fædrelandet" og hist og her rynket Panden under Læsningen, underrettede han sig hos Fruen om Ordningen af sit Spilleparti for denne Aften og henvendte sig derpaa til Alfred. "Naa, hvorledes staaer Din Onkels Rug?"
"Min Onkels Rug?" gjentog Alfred smilende, "ja man mærker, at Du er en Kjøbenhavner, en Forretningsmand, der forvexler Efteraar med Foraar eller — Du veed maaskee ikke engang, at man saaer Sæden om Foraaret."
"Hvad behager?" udbrød Etatsraaden forundret, "veed du virkelig ikke, at der er Noget, man kalder Vintersæd? at man saaer Rug om Efteraaret?"
