den Herr Zülich. Men saa kan Du troe jeg kostede ham ud i en Fart."
"Han er altsaa i Gjæld."
"Ja han har været meget uheldig forrige Vinter i Hazardspil, men iaar gaaer det bedre, — og hvis nu ikke den Sypige trak saamange Penge, kunde han snart være ude af den igjen."
"Ja nu haaber jeg Carl," svarede Alfred, idet han reiste sig, "at Du aldrig mere taler med denne Zülich — eller rettere sagt, jeg vil, at Du strax skal bryde med ham."
"Men, bedste Alfred, det lader sig paa ingen Maade gjøre."
"Det skal! Du kjender mig, og om Du ogsaa maatte foretrække Hr. Lieutenanten for mig, maa Du undskylde, at jeg forstyrrer Dit Valg. Jeg har ikke i Sinde at lade Dig fordærve, fordi Du i Ungdoms Ubesindighed selv kunde finde Dig deri." Alfreds Ansigt antog et Udtryk af næsten truende Bestemthed og Kjækhed. Hans philosophiske Væsen havde lidt efter lidt draget alle hans Bekjendte fra ham; det var saa vanskeligt for Nogen at sympathisere med ham og da han ikke syntes at kunne rette sig efter Andre, havde han trukket sig tilbage paa sit Værelse i dyb Eensomhed. Kun undertiden gik han ud om Aftenen,
