som han da tilbragte i forskjellige Familiekredse, hvor man næsten betragtede ham som et Barn, der maatte hjælpes og pleies. Da nu Carl kom til Kjøbenhavn, gjorde han Alfred en Visit og som det ofte gaaer, disse to Contraster tiltrak hinanden. Daglig besøgte de hinanden og medens Carl gjorde Spilopper trods noget Barn, trippede Alfred omkring og smaalo af ham. Hver Tanke maatte Alfred have at vide, hver flygtig Skygge paa hans Ansigt maatte Alfred have en Forklaring over, for at bortrydde den; et faderligt og sønligt Venskab havde dannet sig imellem dem. I Carls Hjerte var intet Ondt, heller intet Godt, kun Spirerne til Alt begyndte at vise sig igjennem Letsindighedens og den barnlige Godheds dæmrende Taage. Her var en vid Mark for Alfred, med usigelig Ømhed omsluttede han hele Carls Væsen og vogtede paa hvert Skud, som Øieblikket førte frem. Carls naturlige Livlighed og fuldkomne Uskyldighed havde tiltrukket ham og nu — kunde han ikke mere løsrive Æg. Der gives Sjæle, der saaledes flyde sammen med en anden, at de kun kunne leve i og med denne. I Alfreds Fraværelse havde Carl gjort Zülichs Bekjendtskab; han havde Intet mærket, thi han morede sig og meente: for den Rente er Alting reent. Imidlertid havde han dog ikke skrevet Noget derom til Alfred; han havde
