antaget det for Ting, der ikke vilde interessere ham og kun nu og da var den Tanke som en halvfødt Anelse dukket op for ham: hvad vil han synes om det? Nu gjorde Carl vel nogle Indvendinger mod saaledes strax at bryde med Zülich, men de vare i Grunden mere for at retfærdiggjøre sig for Alfred. Denne gik med hurtige Skridt op og ned ad Gulvet og paastod med kold Rolighed, at hans Villie skulde skee, medens han udviklede, hvor letsindig Carl var, hvor god og lovende han ikke destomindre var og hvor fast og urokkelig han vilde udføre sine Beslutninger.
"Og Jomfru Nielsen?" gjentog han flere Gange.
Hun sad imidlertid hjemme paa sit Værelse og syede. — Kort efter Theen havde hun forladt Etatsraadens. Erindringen om Alfred jog undertiden Blodet op i hendes Kinder, ellers var hun bleg; af og til lyttede hun, medens hendes Hænder sank ned i Skjødet og en ufrivillig Taare faldt ned paa Sytøiet. Hendes lille Værelse var hyggeligt og net, en rask Ild flammede i den store, gammeldags Kamin; midt paa Gulvet stod et lidet, pallisandermalet Bord, bedækket med Sytøi. En dyb Mandfolkestemme lød fra Værelset ved Siden af og Julie bøiede sig bestandig fremad, for at opfange Ordene af Sangen. Pludselig hørte den op, Døren gik; Julie
