87
I HVALROSFANGERNES LEJR
i mit Hus. Svigermoder regerer os alle sammen. Hun faar alt, hvad jeg fanger, og saa er det hendes Sag at bruge Pengene; men hun er fornuftig, og vi er alle vel tjente med hendes Regimente."
Svigermoder ler, alle ler, Morgenhumøret er straalende.
Et Vindpust river Teltforhænget op og viser os det fraadende Hav lige udenfor. Det er snetykt og koldt.
"Man bliver gammel," siger David og peger ud paa Søen. "I mine unge Dage var det saadant Vejr, jeg holdt af at lege i; nu bliver jeg liggende i Dynerne og bælger mig paa Gammelmandsvis med Kaffe."
"Fortæl om dine Kajakture, David!"
"Fortælle skal jeg gerne, ikke om mine egne Ture, men om min Kammerat Ové's Fangstture; dem kender jeg, for vi var altid sammen siden vor første Ungdom."
"Fulgtes I altid ad, Ové og du?
"Ja, vi veg aldrig fra hinanden, saa længe han levede; han var jo min Fangstkammerat."
"Men saa bliver det jo ogsaa om dine egne Fangstrejser, du kommer til at fortælle."
"Du har Ret," siger David med et Smil; "men om du havde set ham i Braadsø i Følge med mig og faaet et Begreb om hans Kæmpekræfter, saa vilde du forstaa, at jeg hellere vil tale om ham end om mig selv. Aa, jeg husker, at det engang blæste op, medens vi var langt til Søs. En rigtig bidende Sydveststorm! Søerne rejste sig som Fjælde om os. Hver af os havde en Hvalros paa Slæb. Du véd, at en Fangerem er tre Favne lang, og vi bugserede dem i hele Længden. Naar Remmen pludselig strammedes og slyngede os tilbage i hele Linens Længde, hen over Søtoppene til Fangeblæren, der var fastgjort til Hvalrossen; naar Søerne slog sammen over os, saa det bare gjaldt om ikke helt at miste Vejret — da skulde du bare have set Ové! Engang blev han slugt af en Sø, der rullede ham ind i sig. Det varede længe, før vi saa noget til ham. Vi troede næsten,
