88
I HVALROSFANGERNES LEJR
den havde taget Vejret fra ham, da han saa endelig blev spyttet ud og smilende pustede Vandet ud af sine Næsebor; da glemte jeg mig selv og Hvalrossen, jeg havde paa Slæb, og skreg af Glæde, lige til en Sø tog mig med sig og stoppede Munden paa mig."
Gamle Edue, Svigermoderen, satte et Fad Hvalroskød frem for os.
"Det var saa rart at faa lidt Ballast i Maven, før man stod op," mente hun.
Og vi langede til og gav os til at spise.
"Det er nu vort Brød," siger David; "og vor største Glæde har vi, naar vi forfølger disse Dyr. Jeg plejer at sige til Kvindfolkene her: "Naar den Tid er inde, da vi dræber Hvalrossen med Harpunen alene, langt til Søs — Bøsser dur ikke i Søgang — saa glemmer jeg baade at ryge og at drikke Kaffe! "Saa stor en Tosse er jeg endnu."
"Du holder meget af Søen, David!"
"Ja, det gør jeg, fordi jeg har Søens Vaner; — aldrig i Ro længe ad Gangen. Altid flakker jeg omkring; i Konebaad, naar der er frit Farvand; med Hundeslæde, naar Isen lægger sig.
I April, saa snart Isen bryder, forlader vi Vinterkvarterst og er først tilbage igen i November. Vor første Udfart gælder Sælhunde i Almindelighed — nu og da blandede med Hvalros — ved Mundingen af Strømfjorden. I Juni drager vi paa Angmassætfangst i Omegnen af Igniarfik. Saa kommer Natârnaqfiskeriet ved Tasseralik, og siden, i September, efter at have hjembragt de indsamlede Forraad — tilbage til Tasseralik efter Hvalros.
Alt, hvad vi saaledes samler ind — tørret Kød, tørrede Angmassætter og Natârnaq — lever vi af om Vinteren, naar det bliver vanskeligt med Storfangst. Vinterfangsten bestaar i Garnfangst og Jagt ved Strømhuller. I Reglen kan vi gaa i Kajak her i Distriktet indtil December.
Fra Marts Maaned til Isbrydningen driver vi Outok-
