94
I HVALROSFANGERNES LEJR
"Nej," sagde Drengen, "det er Kæmpen paa Kingigtok's Tinde, der har fanget en Kapiarfik."
Og saa sagde han dem, hvad Kæmpen havde betinget sig og formanede dem meget til at være fornuftige.
"Thi," sagde han, "meget har vi allerede faaet, og endnu mere vil han give os, hvis vi bare handler efter hans Ord."
Og alle gav sig til at spise med stor Appetit.
Men det gik nu denne Gang ganske som den foregaaende Aften, at nogle gamle Kællinger gav sig til at snakke om, hvor dejligt det dog vilde være, om man turde spise lidt Spæk til. Men de andre, som hørte denne Tale, blev vrede og skammede dem ud.
Med eet lød der et vældigt Dump udefra. Huset skjalv, og Vinduesposterne faldt ned paa Gulvet. En af de gamle Kællinger havde bag de andres Ryg puttet et Stykke Spæk i Munden. Og Kæmpen stod neden for Vinduerne og raabte ind i Vrede:
"Lidet fortjener I min Hjælp, I ulydige, som ikke agter mine Ord. Ingen skal oftere finde mit Hus, hvormeget I end vil søge!"
Og saa hørte de kun et Sus i Luften, da han fløj.
Drengen søgte siden ofte efter Kæmpens Hus — men ikke engang en Murtørv var der at opdage paa det Sted, hvor det havde staaet.
Her ender denne Fortælling."
— — — Gennem Teltaabningen kunde man skimte Kingigtok, der stor og stejl hævede sig over alle andre Fjælde i Omegnen.
Alles Øjne søgte uvilkaarligt derop.
"I mine unge Dage var Fjældet deroppe Renernes Hjemsted om Sommeren. Der havde de deres nedtraadte Stier, der løb fra Madsted til Madsted langs Fjældets Skraaninger. Og ingen gik forgæves paa Rensjagt til Kingigtok!"
Det var Ajunge, en gammel Kone paa 60 Aar, som talte. Hun laa krumbøjet af Gigt paa Briksen, og hen-
