93
I HVALROSFANGERNES LEJR
ne. Aabner du dem, da vil du blive saa svimmel, at Bugen vender sig i dig, og du vil falde ned."
Saa gik de sammen til en Afgrund — det skal nok have været paa Kingigtok's øverste Tinde — og der fik Drengen Ordre til at klamre sig fast til Kæmpens Hals.
Nu gav den eenøjede sig til at svinge med Armene og lave Kredsløb ganske som en Fugl, der er ved at lette. Naa, og saa bar det af. Drengen lukkede Øjnene. En vældig Susen, ganske som om han var midt i en Storm. Det var alt, hvad han sansede.
"Nu er vi ved Erkrûtit," sagde Kæmpen. Drengen syntes knap at have faaet Tid til at trække Vejret, saa hurtigt var det gaaet. Han aabnede Øjnene ganske lidt og saa nogle smaa, sorte Prikker langt, langt nede; det var Husene. Kæmpen begyndte nu at dale ned, idet han bevægede sig i en Rundkreds.
"Der i det Hus skal Angakokfesten holdes," sagde han og pegede paa et stort, stærkt oplyst Hus. Han spilede nu Armene ud og sejlede gennem Luften, uden Vingeslag, saadan som store Fugle gør, naar de skal sætte sig. Saa var de ved Husgangen.
Da de kom ind i Huset, var man allerede færdig til Aandefesten. Hele Natten gik. De fornemste Angakokker sang og manede, idet de stadig afløste hinanden.
Først mod Gry fløj de atter tilbage til Kingigtok.
"Sov nu først," sagde Kæmpen, "hvil dig uden Uro, op ad Dagen kan du saa gaa hjem."
Og Drengen fandt Kæmpens Ord værd at adlyde og blev. Da han siden skulde gaa, fik han med sig saa meget Kilivfak-Kød, som han kunde bære; men paa samme Vilkaar som forrige Gang. Ingen maatte spise Spæk til, hvis han oftere vilde nyde godt af Kæmpens Forraad.
Der blev stor Glæde og megen Undren, da Drengen kom hjem.
"Har du fanget et Rensdyr?" raabte nogle i Munden paa hinanden.
