I Sommeren og Efteraaret 1904 traf jeg — dels i de nærmeste Distrikter Nordvesten for Kap-Farvel, dels ved Kangigdlinguaq, Sønden for Prins Christians-Sund paa Østkysten, — østgrønlandske Stammer fra Bopladserne Syd for Angmagssalik-Gebetet, — Stammer, som i forskellige Hold var indvandrede til Vestkysten for at lade sig døbe.
Alle disse forhenværende Østgrønlændere var trods deres Daab meget lidt aandeligt paavirkede og talte endnu deres egen Dialekt. Efter inderste Overbevisning ansaa de vel den kristne Lære for bedre og visere end deres egen, derfor havde de jo antaget den; men de havde paa ingen Maade i Hjertet erklæret Hedningetroen for et Bedrag, men tog den nu nærmest som noget, der var forbudt af Hensyn til den nye Tro.
Alle de hedenske Mysterier, alle de overnaturlige Kræfter, der tidligere var Aandemanernes Hjælpere, eksisterede endnu, men turde eller vilde blot ikke mere aabenbare sig for dem, efter at de havde forraadt dem til de kristne gennem deres Omvendelse.
Der var tidligere mange Mennesker langs Østkysten, fortalte de; de boede i store Huse, der kunde rumme flere Konebaadslag. Om Vinteren især levedes der et broget Samliv, hvor man Aftnerne igennem underholdt sig med Aandebesværgelser, Sangkampe, Smædeviser og Sagnfortællinger.
Det var en glad Tid — men ogsaa en farlig Tid!
I alle de øvrige Aarstider arbejdedes der strengt for at skaffe Forraad og Klæder. Da laa man i spredte Teltlejre rundt om paa de gode Fangstpladser. Hver Dag havde sine
