114
INDLEDNING
Begivenheder. Mændene var optagne af deres Jagter, Kvinderne flækkede Kød til Tørring og beredte Skind. Alle sled sig trætte, sov tungt og havde kun Lyst til at være gode mod hinanden.
Men om Vinteren derimod, naar mange Mennesker samledes, og Forraadskamrene stod fulde, og alles Ønsker kun gik ud paa at korte de lange, daadløse Vinternætter, da kunde Menneskene blive helt anderledes. Megen Mad og Stillesidden, Lyst til Handling og Forandring fik dem til at yppe Klammerier; gamle Mellemværender opgravedes, Haan og giftige Ord æggede til Hidsighed, og midt ind i Vinterens Madgilder kunde da fremkaldes Begivenheder, hvor Menneskene, hidsede af Ærgerrighed og Bopladsfællernes Tilskyndelse, glemte al Medfølelse med hinanden og ofte under de besynderligste Paaskud undsagde hinanden i Smædeviser, opførte Tvekampe og begik de afskyeligste Mord.
Mordlysten kunde hos enkelte udarte til en ren Mani, til Sindssyge; og de Fortællinger, altid Selvoplevelser, som jeg hørte hos disse nydøbte Østgrønlændere, giver Indtryk, der er vidt forskellige fra de Forestillinger, man ellers gør sig om de fredsommelige Eskimoer.
Og disse Beretninger synes mig at faa dobbelt Interesse, fordi de skildrer de sidste Krampetrækninger af en isoleret Stammes Liv.
Alle Sydøstgrønlænderne er nu, paa een Familie nær, indvandrede til Vestkysten og døbte; og de vil snart gaa fuldstændig op i Befolkningen der.
Jeg nedskrev under mit Ophold iblandt dem en Del af deres Traditioner og Sagn, foruden en mindre Ordsamling.
De sidst indvandrede ankom i Sommeren 1900, og de fortalte, at der endnu var een Familie tilbage i deres Land: det var den gamle Kunigsarfik — "Kyssetøjet" —, hans Kone, to Sønner, tre Døtre og en Svigersøn. Den gamle Husfader havde faaet en Undsigelse af Autdârutâ — "Konebaaden" —, de sidst ankomnes Fører, der beskyldte ham for at have
