115
INDLEDNING
røvet hans Søskendes Sjæle; og den gamle, som ikke havde turdet modtage Udfordringen, var flygtet Nord paa, da alle andre rejste bort, og siden havde man intet hørt om dem. Enten lever de endnu paa en eller anden afsides lille Plads, ganske alene paa den vældige, folketomme Kyst; eller ogsaa er de sultede ihjel i et ugunstigt Fangstaar.
Om Vestkystrejserne i Almindelighed skal jeg her blot meddele, at de, efter gamle Nuissartoq's — nu døbt Rosine's — Opgivelse, har fundet Sted, saa længe Østkysten fra Umivik og Syd efter var befolket; men efter Nâlangarajik's (ɔ: Graah) Ophold iblandt dem begyndte de at drage Vest paa for at bosætte sig og lade sig døbe. Graah havde opfordret dem dertil, og flere Konebaade fulgte efter ham. Det hændte ogsaa, at der kom Folk helt oppe fra Angmagssalik for at handle paa Vestkysten; men det var sjældnere, da disse maatte være tre til fire Aar om Rejsen frem og tilbage. De indskrænkede sig derfor i Reglen til at tiltuske sig Varer hos sydligereboende, der havde været ved Handelssted.
Rosine fortalte, at Angmagssalikerne var de nordligstboende, hun kendte. Hun havde ganske vist hørt fortælle, at der endnu længere mod Nord skulde leve mærkelige Mennesker uden Rumpe; de spiste ikke, men sugede blot Næring til sig af Kød. Men gennem mange Slægtled har ingen set noget til dem, og nu kender man dem kun fra Sagnene.
I det følgende skal jeg skildre nogle Episoder fra Livet
i Sydøstgrønland under Opløsnings- og Udvandringstiden.
Da jeg har ment, at Eskimoernes egne Skildringer og Opfattelse af Forholdene havde størst almenmenneskelig Interesse, holder min Fremstilling sig nøje til mine forskellige Kilders Fortællinger og Udtryk. Kun saaledes, synes jeg, kunde Beretningen om disse Menneskeskæbner faa deres fulde kulturelle Betydning.
Disse Bemærkninger forudskikker jeg udtrykkeligt, for
