139
RAVNEN OG GAASEN
"Gør ikke saa ved mig. Jeg vil komme til at holde for meget af dig, og Sorgen vil da blive saa tung, naar jeg dog engang skal miste dig paa vor Fart over det store Hav."
"Vær ikke bekymret," sagde Ravnen selvbevidst, "intet i Verden kan trætte mig!"
Og saa favnede den bare igen.
Da den Tid nærmede sig igen, at Gæssene skulde trække bort, bad Gaasen sin Mand, om han dog ikke nu vilde hvile sig nogle Dage, saa at han kunde være rigtig udhvilet, naar de skulde rejse.
"Uvirksomhed alene trætter mig!" sagde Ravnen vigtigt og fløj blot meget mere omkring.
Saa endelig en Dag trak Gæssene bort, og Ravnen fulgte med.
Da de kom til Landets yderste Spids og skulde til at sætte over det store Hav, sagde Gæssene til Ravnen:
"Hvil dig nu paa Næsset der, at du ikke skal blive træt, naar du skal sætte over det store Hav."
Og selv satte Gæssene sig for at hvile sig.
"Intet i Verden kan trætte mig!" sagde Ravnen selvbevidst og fløj om i Luften, medens de andre hvilede sig.
Saa lettede Gæssene og fløj ud over Havet. Men da de var komne Halvvejen, begyndte Ravnen at blive usikker i sin Flugt; den slog somme Tider ganske vildt med Vingerne og var lige ved at styrte i Havet. Men endnu kunde den ved Vingernes Hjælp lade sig føre til Vejrs igen.
De var komne over Halvvejen og havde ikke langt til Land, da Ravnen gav sig til at raabe om Hjælp. Den var dødtræt og kunde ikke mere.
Hans Kone og en anden Gaas satte sig nu paa Havet og bredte den Vinge, der vendte ud til Sidemanden — venstre for den ene og højre for den anden — ud, saaledes at de dannede en Bro, hvor Ravnen kunde hvile sig.
Der satte Ravnen sig.
Men den var træt og tung, og da den havde siddet der
