140
RAVNEN OG GAASEN
lidt, faldt den igennem; ikke lige med eet, men ganske langsomt, lidt efter lidt; først Fødderne — saa gik Vandet den til Hoften — saa til Livet — saa til Halsen — saa til Skægget — — . Konen havde faaet ham hen til et Stykke Nyis, hvorpaa han hvilede Hagen, medens hun grædende søgte at holde hans Hoved oppe.
Men Ravnen var for tung: Isen brast, og en Mængde Bobler steg i Vejret, da Ravnen sank.
Og saa fortsatte Enken grædende sin Vej, alene med de øvrige Gæs.
Da Ravnen sank, viste den sig for en stor Angakok, som netop manede Aander, og for ham fortalte den sin Historie.
Den fortalte, at den havde været gift med en Gaas, og at den var druknet paa Vej over det store Hav.
Angakoken fortalte siden Historien til Menneskene, og derfra har vi den.
Det er selvforstaaeligt vanskeligt at gengive eskimoiske
Sagn paa Dansk. De Midler, der anvendes i disse for at
skabe Virkning og vække Latter, er saa ganske forskellige
fra dem, vi ellers er vante til, at man i en Oversættelse let
løber Fare for at virke raa just der, hvor der for
Eskimoer ligger en Pointe.
Man maa vel erindre, at det, der af de forfinede Kulturmennesker opfattes som stødende Raahed, ingenlunde virker saaledes paa Eskimoen, hvis naturlige Ligefremhed lader ham fuldstændig uforstaaende over for det, vi kalder en Sjofelhed. Man kan tale højt om det, uden at det bliver uanstændigt.
Endelig er Sagnene beregnede paa at skulle høres, ikke læses; og en god Fortæller formaar at lægge saa meget Liv i sin Fremstilling, sin Mimik, at blot det at betragte ham bliver en Nydelse.
