147
DE TO BRØDRE
smed sig til sidst lige ned paa Isen og gav sig til at se efter sin Broder.
Oppe paa Bræen fæstnede hans Opmærksomhed sig ved noget sort. Landet var saaledes formet, at der mellem to Fjælde var en Bræ, der løb lige ud paa Isen. Den lille, sorte Prik kom nærmere ned paa Isen, og se: en Slæde kørte lige løs paa ham.
Det var hans Broder og dennes Kone. Konen bar et lille Barn paa Ryggen. Slæden var lige i Nærheden, da han rejste sig op. Hundene havde faaet Færten af ham, og han rejste sig i Flugt hen over Isen.
Da hans Broderkone saa ham, blev hun bange og satte Foden saa voldsomt i Isen foran Slæden, at den standsede, og Hundene faldt bagover.
"Jamen det er jo min Broder, som vi skal besøge!" sagde Manden.
Og da faldt Konens Frygt.
Nu rejste de sammen videre, og Ilimageq gik foran og viste Vej.
"Se, Ilimageq kommer sammen med fremmed Følge," sagde Folk, da de nærmede sig Land. Og fra alle Huse styrtede Folk ud, og de fremmede kørte op paa Land og kom ind i Husene. De sad endnu og spiste, da Poulineq's forhenværende Kone kom ind.
"Der var noget tørret Kød, som du skulde komme ud og spise," sagde hun.
"Man er mæt!" sagde Poulineq.
Morgenen kom, og Aftenen fulgte paa.
Atter kom hans tidligere Kone ind og sagde:
"Det tørrede Kød laa til dig, skulde jeg sige!"
Ja, saa rejste han sig og fulgte med hende. De kom ind i Huset.
"Sæt dig her!" sagde Konen og kælede for Pladsen ved Siden af sig med Haanden.
Han satte sig, og hun gav ham det tørrede Kød.
