148
DE TO BRØDRE
Han havde sin Kone og sit Barn med sig.
Nu peger hans forrige Kone paa sin lille Taske til Syringe; der laa noget deri, som lignede et Stykke Tørv til at tænde op med. Det tog hun og gav til Barnets Moder og sagde:
"Giv dog endelig det lille Barn noget at spise!"
Og Moderen tog det, og Barnet spiste.
Og lige efter skete det, at Moderen faldt i Afmagt, og Barnet døde.
Faderen tog Barnet, skar det op og sønderlemmede Liget for at finde Dødsaarsagen. Men han fandt intet, og de førte Barnets Lig ud.
Men nu døde ogsaa Moderen, og atter tog Poulineq sin Kniv og skar hende op.
Men saa kom Broderen til og sagde:
"Lad mig søge!"
Fra hendes Strube borttog han et Stykke tørret Kød, og hun levede op igen.
Da hun atter var bleven levende, fik hun meget Hastværk, nu da hendes Barn var dødt, og hun sagde til sin Mand:
"Lad os rejse hjem!"
"Ja," sagde Manden og samlede sine Hunde, og Folk kom ned til deres Slæder, da de rejste.
Men før Manden rejste, halede han sin højre Fløjhund ind, spændte den fra og sagde til den:
"Anden Hævner faar jeg vel ikke; gaa du op og dræb det forbandede Ægtepar!"
Som et Nordlys's farende Skygge styrtede alle Mennesker ind gennem Vinduer og Husgange for at gemme sig.
Hunden var stor, først kunde den hverken komme gennem Vindu eller Husindgang. Endelig pressede den sig dog ind.
Alle Mennesker havde samlet sig i et Hus og havde kastet sig over hinanden i Rædsel. Men Hunden, som ikke vilde dræbe uskyldige, bøjede sine Kløer opefter og roede op i Menneskebunken.
