153
MENNESKEÆDERSKEN
under Armen og løb ned mod Stranden. Han kom ned i Kajaken, og Konen, som satte efter ham, fik lige rørt ved ham; men hun fik ham dog ikke fat.
Ved sin Hjemkomst fortalte han:
"Intet Under, at de, som drager Øster paa, aldrig kommer tilbage. Det er en Menneskeæderske, som lever af dem."
Da næste Dag gryede, roede han tilbage til hende, og da han kom ned for hendes Hus, raabte hun:
"Kom saa op!"
Og han svarede:
"Men det var jo dig, der nær havde dræbt mig i Gaar!"
"Ja. men saa kom dog op! Det var ikke mig, men hende deroppe, som nær havde myrdet dig."
"Ja, men Barnet i Rygposen har jo farlige Negle!" raabte Kajakmanden op til hende.
Hun vendte sig om, blev bange, kastede det fra sig, og da det faldt ud i Havet, gik det i Stumper til Bunds. Øjenbrynene blev til Blaamuslinger, Indvoldene til Tang, Haaret til Havplanter.
Nu blev Kællingen vred og busede ud:
"Gid man kunde stikke ham dernede!"
Kajaken var lige ved at kæntre; men han raabte tilbage:
"Gid man kunde jage sin Harpun gennem hende deroppe!"
Kvinden var lige ved at falde om.
"Gid man kunde stikke ham dernede!" raabte hun igen.
Og han var lige ved at kæntre.
"Gid man, uden at være varsom, kunde sætte sin Harpun tvers igennem hende!" raabte han tilbage.
Hun sank i Knæ og raabte med det samme, medens hun kastede sin Krumkniv:
"Gid man kunde ramme ham dernede!"
Manden havde hele Kajaken under Vand, saa nær var han ved at kæntre. Men saa roede han blot fra hende og rejste hjem.
Og her vil jeg ende denne Historie.
