180
DEN USAARLIGE UASE
tede sine Øjne mod Qaratsuk, der sad og krøb sammen og blev til slet ingenting, sagde han:
"Fra en Mand uden Slægt behøver vel ingen at frygte Hævn!" Og for at haane Qaratsuk, der ikke havde kunnet myrde ham selvtredje, fortsatte han:
"Og forøvrigt øver ingen Drab uden først at have prøvet sin Fjendes Styrke!" ("Kisermaugama toqutsinaviangilanga; kisiat inoqativta nukinga misiligsimalerângavtingo, toquniartarparput").
Og derpaa forlod han Teltet.
Da han lidt efter kom ind igen, havde Vreden forladt ham. Hans Fjendes Ydmygelse havde gjort ham forsonlig, og Resten af Aftenen talte og spøgede han, som om han ikke et Øjeblik havde tænkt paa at myrde; for det havde dog været Uase's faste Forsæt, da han atter stødte sammen med sin Dødsfjende. Det var blot Nakuaq's dumme Narrestreger, der havde faaet ham til at lade være.
Og siden efter har jeg ofte i Tankerne været gal i Hovedet paa den rare, gamle Nakuaq, for det var ene og alene hans Skyld, at jeg ikke kom til at overvære Mordet paa Qaratsuk.
Og det var vi alle kede af." ....
Det var oppe paa Kirkeloftet ved Igdlukasik, at gamle
Susanne fortalte denne Historie; foruden hende sad der
Rosine, Sabine og Bathseba, lutter gamle Kvinder, der alle
var forhenværende Østboer og Hedninger, men som nu alle
i Daabens Pagt havde faaet Løfte paa det evige Liv.
Ved Susannes Fortælling flammede det gamle Hedenskab atter op i dem, og der kom et utæmmet, rovgridsk Udtryk i deres rynkede Ansigter, da deres Fantasi kom i Bevægelse.
"Ja, ja, at der dog ikke blev noget af Drabet!" sagde Rosine.
