6
STORFANGEREN OJUVAINATH
disse Søer, særlig den øverste og største, — den er godt og vel en halvanden Mil lang — holder Laksene til Vinteren over, nogle hele Aaret. En Del af dem gaar tidligt om Foraaret ud i Fjorden, og naar de, fede deraf, vender tilbage, fanges de ved Elven. I omtrent tyve Aar er der af Ojuvainaths Fader og siden af ham selv ført Regnskab over den aarlige Fangst.
Langt fra at tage af synes de tvertimod at være i Tiltagende. Den aarlige Fangst (Tidsrummet 15 Juli til Slutningen af August) varierer mellem 60 og 100 Tønder — med en daglig Fangst af to—fem Tønder.
Selvfølgelig er det kun en meget ringe Del af de Laks, der gaar op, som fanges. De to Søer bliver derfor ligesom store Beholdere, der aldrig tømmes. Paa en Kajaktur gennem dem saa jeg, særlig i den øverste, vældige Laksestimer, der kunde gøre Søens Bund fulstændig usynlig.
Vor Telts Beliggenhed var overordentlig smuk. Til den
ene Side laa Fjorden, omgiven af lave Fjælde; langt nede
ved Mundingen skimtedes det aabne Hav. Bag ved os laa
Søen med en vild og storslaaet Fjældmark som Baggrund.
Og der var lunt derinde, og frodigt som i alle Fjordbunde,
fuldt af brogede Blomster, Krækebær og Blaabær.
Dagen gik med Laksefangst; tidligt om Morgenen purredes der ud, og Vagter udsattes ved Garnene. Ojuvainath havde en hel Baadbesætning til sin Raadighed af lejede Folk. Naar Arbejdet var endt, efter Aftenflod, samledes vi enten inde i Teltet eller ogsaa udenfor ved Tøndestablen. Og der fortalte saa hver og en, der havde en Oplevelse bag sig. Og det havde de alle sammen.
Jeg vilde have noget at vide om Sommerens Nomadeliv og sad en saadan Friaften ude og lod dem fortælle.
Kolonierne og Udstederne, ikke at tale om de smaa Bopladser, er næsten mennnesketomme om Sommeren her
