17
MENS JORDEMODEREN VENTER
mig hemmelighedsfuldt paa Skulderen. Han trak mig til Side og hvidskede, at Udstedsbestyreren havde budt os ind paa en Romtoddy.
Ja, sandelig — en Romtoddy skulde gøre godt i Aften, gennemvaad og svedt som man var!
Imidlertid var Dansen trukket saa længe ud, at "Udliggeren" var gaaet i Seng; men i sin Stue havde den gode Mand ladet Lampen brænde, og paa Bordet stod varmt Vand, Sukker, Rom og Cigarer!
Mikael fniste ubehersket, da vi satte os ved Bordet. Vi blandede os en Drik og hilste paa hinanden.
Ah! Det er, som om alle Nydelser komprimeres her i Grønland!
Det havde været en bevæget Dag i Dag — med alle disse Masse-Kaffe-Gilder! Og min Ven lod Munden løbe. Saaledes sad vi en Times Tid.
Da pludselig springer Mikael op og staar stiv og bleg foran mig.
"Men hvad gaar der dog af dig, kære Frederiksen?" spurgte jeg beroligende; det smigrede ham, at jeg tiltalte ham med hans Efternavn.
"Min Kone!" sukkede Manden; og Rædselen jog Blodet fra hans Ansigt. Hans Kone var netop Pladsens første Autoritet: Jordemoderen.
"Min Kone — ganske vist! forstaar du? Min Kone har ganske vist ikke Kommandoen, men alligevel — — —".
Frederiksens sidste Kræfter var udtømte; han skæver over til sit Glas, der er tømt, fylder det, og drikker det ud med det samme.
"Ser du, Kvinderne har det nu paa deres egen Maade — — ganske vist, min Kone har ikke Kommandoen hos os —".
Frederiksen ser paa mig for at overbevise sig om sine Ords Virkning og slaar sig for Brystet.
"Kvinderne forstaar ikke os Mænd, de er saa lunefulde
