18
MENS JORDEMODEREN VENTER
og urimelige; de taaler slet ikke at blive vækkede om Natten!"
Frederiksen har opgivet sin Helteposition, og han ser mig bønfaldende ind i Øjnene, da han siger:
"Men alligevel, det vilde vist gaa bedre, om du fulgte med mig hjem i Aften."
Jeg lovede, at jeg skulde følge ham helt ind i Huset.
"Men, hm! Kvinderne er saa besynderlige."
Han pegede paa Romflasken.
"Ja selvfølgelig, vi skal tage en med til din Kone — — og den og jeg i Forening, — ikke sandt?"
Han lo over hele Ansigtet, slog mig paa Skulderen og bryggede en høj Romtoddy.
"Hi, hi, hi! — Ja, du forstaar nok, det er jo mig, der har Kommandoen alligevel!"
Saa brød vi op og balancerede ud i Mørket; endelig stod vi velbeholdne foran Malakias's Hus.
"Hm! Nu er det vist bedst, at du gaar foran," foreslog Frederiksen; jeg kravlede ind. Endnu medens vi var dybt inde i Husgangen, raaber han højt:
"Judithe, Judithe! Fine Gæster! Sjældne fremmede!! Puh, den var ellers drøj at fragte herop; ser du, jeg har ikke glemt dig!"
Og han rakte hende straalende Toddy'en ud.
Judithe rystede leende min Haand. Hun havde sovet og var i bar Særk. Frederiksen var saa overgiven over den gode Modtagelse, at han lo saa højt, at hele Huset vaagnede.
Judithe drak Glasset ud paa een Gang. Sejren var vunden.
Briksen var fuld af sovende, og Gulvet med; mange tilrejsende havde søgt Ly her for Natten.
Judithe, der følte sig oplivet af Toddyen, gav sig til at fortælle Sagn med den Motivering, at havde hendes hensynsløse Mand nu først vækket dem allesammen, saa maatte hun vel efter gammel eskimoisk Skik forsøge at fortælle
