24
DA GAMLE EVA SMAGTE PAA DØDEN
Da jeg nu var alene, blev jeg snart søvnig. Jeg brød mig ikke mere om mig selv, jeg havde kun ondt af min lille Søster, der skulde lede efter mig. Men da jeg til sidst ikke kunde andet, sagde jeg bare til mig selv: "Naa, lad mig saa. blot sove!" Og saa lagde jeg mig ned. Det var lige i en Sø, kunde jeg mærke, men saa ved jeg ikke af mere.
Jeg sov og sov meget længe, men da jeg saa skulde til at aabne Øjnene — en Fugl var det ikke, det var Menneskestemmer! Og saa Stormen, der peb! Jeg drejede mig om paa Maven og saa fire Mennesker; tre af dem havde hvide Anorakker, den fjerde var min lille Søster. Hun brast i Graad, hun begræd mig allerede.
Jeg var saa vaad som en druknet Kajakmand. Mit Haar havde skilt sig, mine Hænder var opsvulmede, og der var dybe Furer i Huden. Det var, ligesom jeg havde vasket en hel Dag; men saadan var jeg forøvrigt over hele Kroppen.
De trak Tøjet af mig og gav mig andet paa, og saa bar de mig hjemad. Det blev ved med at regne. Jeg mistede atter Bevidstheden.
Da jeg kom til mig selv igen, saa jeg opad — og se: jeg havde over mig en Himmel af Bjælker; jeg troede jo, jeg var død, og at det var Himlen. Men saa hører jeg en sige: "Eva, skal du ikke smage paa disse Lækkerier?" og saa kom jeg med et til at tænke paa, at vi Mennesker har til Vane at spise; det havde jeg ligesom helt glemt. Jeg havde fastet en Nat og to Dage.
Saa spiste jeg, hvad jeg orkede, og kom mig snart igen.
Her ender min Fortælling.
Siden har jeg været mange Gange ude efter Kvaner uden at lade mig skræmme; men det er ogsaa en dejlig Vej mellem Fjælde deroppe, kan I tro, saa smukt ved Solnedgangstide! Folk ler ofte ad mig, naar jeg siger det, men hvad gør det? Man er jo en gammel Kælling, og saa gør det jo ikke saa meget, at man er en Nar."