54
KOGLERIER FRA GAMLE DAGE
og alle Senerne laa blottede. En Dag, da det var aller værst, skulde man se til det: Ia — ia — ia! Tænk, da faldt der store Maddiker af den Slags, som plejer at være paa Menneskelig, ud af Saaret.
Men fra den selvsamme Dag begyndte Bedringen. Der dannede sig nu friskt Kød; i Begyndelsen fine smaa Prikker som Naalehoveder; saaledes voksede det ud. Dog blev Benet aldrig saa tykt som det raske, og Drengen blev halt …
Ja — alt det kom der ud af en gammel Kællings Misundelse!"
— — — Her bad gamle Beate om en frisk Kop Kaffe for at klare Stemmen; hun fik den og slubrede den langsomt i sig. Der var ingen af de mange Gæster, der mælede et Ord; man sad og ventede paa, at hun igen skulde tage fat. Fortællingen havde gjort dem alle maalløse. Det var ikke saa meget Indholdet, men det var den aandeagtige, hypnotiserende Hvisken — og saa disse vidtaabne, røde Øjne, der syntes at se meget mere end vore friske; det var, som om de borede sig gennem alt — ned til det, vi andre ikke kunde se.
Beates Hvisken fangede atter al Opmæksomhed.
"Min Bedstemoder hed Mamuaq.
Engang blev hun syg af Mavepine; da man nærmere undersøgte hende, opdagede man, at hun havde spist Ting, som var hendes afdøde Navne forbudte. Maven blev stenhaard, og Livsaanden gik somme Tider helt fra hende.
Ja, det var saa mærkeligt med hendes Livaande; man kunde høre, hvorledes den gik ned i Jorden, længere og længere ned, og saa kom den tilbage igen.
Min Bedstemoder havde en Tvillingesøster, men hun var død for mange Aar tilbage.
Da Bedstemor skreg højest af Smerte, raabes det pludselig fra Vinduet, at hun skulde komme ud. Det var Tvillingesøsterens Genfærd.
Hu! — Alle Munde snerredes sammen inde i Huset; ingen sagde et Ord.
