58
KOGLERIER FRA GAMLE DAGE
Der gik nogle Dage, — saa tog han ud for at se til sin Rævefælde, fuld af Nysgerrighed og Spænding! for han havde aldrig før ejet en saadan Tingest. Han gik i Land: Aha! Indgangsstenen var falden i. Han kiggede ind i Fælden, og to blanke Øjne stirrede ham i Møde.
Naa, saadan saa altsaa en Ræv ud paa nært Hold! Men hvordan skulde han faa den ud? For han turde ikke rigtig tage fat i den. Han gik rundt om Fælden og kiggede ind fra den anden Side. Ei — ej! Ha — ha! Der sad jo ogsaa en Ræv og gloede!
"Støvlemanden" slog sig paa Laarene af Glæde og løb ned til sin Kajak. Dyrene derinde maatte harpuneres! Saa gik han op igen, løftede Indgangsstenen og stødte sin lange Lænser lige ind i Rævens Hjerte. Forsigtigt lod han nu Stenen falde til igen og gik om paa den anden Side og kiggede ind. Men hva'! Der var jo ingen!
Fæhoved! Der var selvfølgelig kun een Ræv; den havde bare drejet sig om i Fælden, saa at han havde troet, at der var to.
Nu trak han den dejlige Blaaræv ud af Fælden, holdt den op i Halen og saa længe paa den. Saadan en havde han aldrig set før.
Saa roede han hjem med sin Fangst.
"Støvlemanden" var ugift, og hans Moder beredte Skindet.
"Landene Nord paa anløbes af store Skibe hver Sommer," sagde Moderen; "de hvide Mænd skal nok være rent tossede efter Blaaræv."
"Ja saa!" sagde "Støvlemanden" ligegyldigt; men Moderens Ord gjorde dog et stærkt Indsryk paa ham; for det havde længe været hans højeste Ønske engang at blive Ejer af en af de hvide Mænds Bøsser.
Vinteren gik, og Sommeren stundede til. Og da de Tider var inde, da Menneskene begynder at tage paa Fangstrejser, lavede "Støvlemanden" sig en Konebaad.
Paa samme Boplads boede der en Storfanger og Kæmpe,
