65
KOGLERIER FRA GAMLE DAGE
og løb lige op i noget Tovværk, der laa paa Dækket. Skuddet gik af midt ind imellem Matroserne.
Da nu Kaptainen indsaa, at denne Krig blev farligere for hans egne Folk end for "Støvlemanden", der hang oppe i Masten og lo af det hele, saa gik han midt ud paa Dækket og gav sig til at skælde alle sine Folk Huden fuld. Derpaa gik han hen og løste en Tovende og hejste "Støvlemanden" ned paa Dækket.
Nu var han bleven venlig og spurgte igen "Støvlemanden" om, hvad han vilde have for sit Ræveskind. "Støvlemanden" pegede paa Bøsserne, Kaptainen kom med dem alle sammen, og han valgte sig den bedste ud. Der var slet ingen Ende paa alt det gode, de nu vilde gøre ham, og alle de hvide Mænd frembar een for een deres Gaver. "Støvlemanden" puttede det bare ned i sin Kajak, indtil han indsaa, at han ikke vilde kunne flyde paa Vandet, hvis han fyldte mere i; saa kravlede han i Kajaken, iførte sig Fangepels, snørede den godt sammen og lod sig hejse ned i Vandet af Matroserne. Der steg Bobler op af Havet, da man slap ham, og alle troede, at han var gaaet til Bunds, tynget ned af alt det, han havde faaet i sin Kajak. Men da de saa nærmere til, saa de dog, at lige akkurat hans Næse stak op af Vandet.
Han bevægede sig langsomt indefter. Ingen paa Land havde lagt Mærke til ham, da hans Moder pludselig raabte:
"Se der, der kommer "Støvlemanden"!"
Alle saa udefter, men opdagede kun en svag Krusning i Vandet. Saa stødte han mod Land, og Moderen trak ham op.
Dette var "Støvlemandens" store Oplevelse paa de hvide Mænds Skib.
Allerede Dagen efter rejste han Syd paa til sin Boplads. Undervejs afleverede han alle de unge Kvinder, han havde laant. I Nærheden af sin Boplads hørte han, at "den stærke Mand" var bleven syg af Sorg over Tabet af sin Datter, og han var lige død, da de naaede hjem.
"Støvlemanden" bar nu Liget op paa et Fjæld for at
