66
KOGLERIER FRA GAMLE DAGE
Stensætte det, og han lagde saa store og saa tunge Sten hen over Liget, at Blodet til sidst flød hen ad Klipperne.
"Du mente mig det godt, da du harpunerede min Ryg; ogsaa disse Sten er dig vel undte!" sagde "Støvlemanden", da han var færdig, og derpaa gik han hjem.
Siden efter levede han mange Aar i Glæde med "den stærke"s Datter og blev gammel.
Fortalt af
Gamle Jua
fra Kangeq.
KVINDEN, SOM BLEV TIL ILD
Der var engang to unge Piger, som altid boede sammen. De var fra Atanikerdluk, og den ene hed "Langsom", den anden "Let".
Paa de Tider, da Bærrene modnes, var de altid oppe i Fjældene.
Alle troede, at de gik derop alene for at samle Bær; ingen anede, at de øvede sig i Trolddomskunster.
Men hver Gang de saa et lille Dyr, kappedes de i Løb for at faa det til Hjælpeaand.
"Den skal være min Hjælpeaand!" sagde den ene.
"Og her er noget til mig!" raabte den anden.
Og saaledes løb de om i Fjældene og gjorde sig usaarlige for de Ulykker, der plejer at ramme Menneskene.
Engang var de som sædvanlig oppe i Fjældene for at plukke Bær, og da de havde samlet alt, hvad de kunde bære, gav de sig paa Hjemvejen. Pludselig stod de stille begge to og lyttede; de var langt fra Husene og Havet, men den Lyd, de hørte, var som Bølgers Skvulp mod grundstødte Isfjælde.
Lyden kom fra Husene; det var Kys fra elskende, der efter gammel Skik af Undseelse favnede hinanden under Briksen.
Saa forfarne i Trolddomskunst var de nu, at de hørte alt paa de længste Afstande.
