72
KOGLERIER FRA GAMLE DAGE
som brugtes til at vende Kød med i Gryderne. Og saa plyglede de løs, den ene fremefter, den anden bagud hele Huset igennem og Husgangen med, som for at jage den onde Luft ud.
Derpaa rejste de bort til Tartunaq, men hele Vejen kastede Mændene deres Harpuner op i Luften for at holde det onde borte. Saaledes naaede de vel frem.
Og ganske rigtigt! Ud paa Aftenen viste en Brand sig ude paa Havet, og den bevægede sig i Retning af Husene ved Atanikerdluk. Snart gled den ned under Søerne, snart var den synlig over dem.
Saa kom den op paa Land og lyste snart henne ved Konebaadsstilladset, snart over Huset, og ofte lyste den som en Regnbue, der strakte sig fra Huset til den friske Grav. Til sidst gik Genfærdet ind i Huset, og saa stærkt var Lyset fra Flammen, at Huset blev gennemsigtigt, som om det var af udspilet Tarmskind. Overalt søgte Flammen efter Mennesker og forfulgte somme Tider Hundene langt ind i Landet.
Hver Gang den forsøgte at følge de flygtede Menneskers Spor, maatte den vende om, naar den kom til de Steder, hvor de havde vadet med deres venstre Fod.
Endelig fandt den en Overgang, og alle ved Tartunaq blev slaaede med Skræk, da Flammen nærmede sig.
"Nu kommer hun for at skræmme os ihjel!" raabte man.
Nogle samlede Spækstykker fra Lamperne og gik Genfærdet i Møde.
Den Slags Spæk kan onde Aander nemlig ikke lide.
Luften harpunerede de overalt med deres Spyd for i alle Retninger at holde onde Aander borte.
Da Flammen naaede frem, viste det sig at være en Hund, der gennem Trolddom var bleven glødende.
Saaledes hændte det flere Gange, at Genfærdet sendte glødende Hunde til Tartunaq.
I fem Dage hærgede den fredløse Sjæl ved Antanikerdluk, og først paa den sjette fik man Fred.
