73
KOGLERIER FRA GAMLE DAGE
Da et Par Mænd nogen Tid efter tog over til de hærgede Huse, var alt inde i Husene opbrændt. Naar man stødte til Murene, dryssede der Aske ned.
Da "Langsom" nu var død, flyttede "Let" til Bopladsen
ved Nugssuaq, og her hændte der hende det samme, som
tidligere var gaaet forud for "Langsom"s Død.
Hun drømte, at Frelseren talte til hende og forkyndte hende, at hun tre Gange skulde dø. Først naar hun havde afkastet alle sine Hjælpeaander og aflagt sine gamle Synder, vilde han tage hende til sig; og det vilde ske, at hun vilde skifte Hud, og hendes nye Hud, der skulde være skær som et Barns, skulde være hende Tegn paa hendes Syndsforladelse.
Dette var hendes Drøm; og straks gav hun sig til at fortælle sine Bopladsfæller alle de Synder, hun i sit Liv havde begaaet. Thi man svækkede den ondes Kraft ved at skrifte. Og om Aftnerne, naar Kajakmændene kom hjem fra deres Fangst, samledes de oppe i hendes Hus for at høre paa hendes Skriftemaal.
Endelig blev hun syg og døde.
Dette skete to Gange, og da hun anden Gang vaagnede op til Liv, var hendes Hud skær og fin som et nyfødt Barns. Saaledes afkastede hun sin Synd og døde saa endelig, misundt af alle sine Landsmænd.
Her ender denne Historie.
Ved Nugssuaq lever endnu en Mand, der hedder "store Daniel", som er "Langsom"s Barnebarn. Da han var et lille Barn, plejede han altid om Nætterne at varme sig ved "Langsom"s Legeme.
Fortalt af
Den blinde Ambrosius,
kaldet Aqajak (Mellemgulvet),
fra Ujarasugssuk.
