kornmod.
Tilfredshed; tværtimod: han hadede det Liv, hadede den Odør, det udstraalede. Og han kom til at tænke paa en Dag, da han paa Universitetet aldeles tilfældigt dumpede ind paa det teologiske Avditorium — akkurat denne Odør af Femører og snavsede Kraver over en gul Natskjorte.
Ja, naar han nu bare ikke havde skrevet de fordømte Breve, saa kunde han fristes til at more sig over sine dumme Indfald.
Men dette, at Faderen nu vilde triumfere og raabe Halleluja over den forlorne Søn, som vendte hjem, at Vennen vilde møde op med en vigtig Mine og sige: »Ja, havde jeg ikke sagt det — saadan vilde det ende!« — dette var oprørende.
Dette, at de alle skulde mene at have Lov til at sige »stakkels Fyr« om ham, beklage ham, dette nagede ham, saa det skreg i ham af Raseri.
Dette, at han havde lagt sig blot og bar, ynkelig og svag, for fremmede Øjne —!
— — — Det bankede paa.
»Vil Herren saa have Kaffe?» spurgte Pigen i Døren.
— 114 —
