kornmod.
»Tak. Er der Breve?«
»Ja, her er ét.« Og med et forstaaende Smil gav hun ham et lille blaat et med en forvirret Flueskrift.
Der kom Liv i hans Ansigt, mens han læste det, et bevidst Smil om hans Mund.
— — Ind ad Døren kom en bleg ung Mand, friseret og pyntet. Han smed sig straks i en Stol og tændte sig en Cigar. De blot nikkede til hinanden.
»Hvad Fanden — ligger du i Sengen endnu! Hvor var du iaftes?«
»Hjemme.«
»Alene?«
»Ja.«
»Og det vil du bilde mig ind. Saadan som du sér ud.«
»Ja, ja. Du kan jo lade være at tro det, hvis du vil.« Og et Smil indbød til ikke at tro det.
»Hvor skal du hen i Formiddag?«
»Ingen Steder.«
»Gaar du med og spiser Frokost paa d’Angleterre?«
»Ja, men lad os først tage Styrtebad.«
»Naa, jamen saa skynd dig.«
— 115 —
