aftenvisiter.
Han fik tvunget et stramt Smil frem og søgte at bringe sine Nerver til Ro.
»Ja, du — var det ikke en Overraskelse? Det havde han nok ikke ventet, Fyren dér, som ikke saa meget som rækker mig Haanden til Goddag?«
Hun stod henne ved Døren og lagde Paraplyen fra sig, begyndte at trække Handskerne af.
Han gik hen og kyssede hende paa Kinden, der var fugtig af Kulden udenfor. Og han søgte at skjule sin Forvirring ved ivrig at hjælpe hende Kaaben af og anbringe hendes Sager. Imens sagde han i stødvise Ord, hentende dem nede fra Halsen, hvor de sad fast:
»Nej — ventet dig ... havde jeg — jo egenlig ikke. Jeg troede — du sad velbeholden .. paa Frederiksberg.«
»Ja, men sér du. Saa fik jeg den mageløse Idé at gaa herop i Stedet for. Jeg havde saa lidt Lyst til det Selskab, langt mere til at være sammen med dig, og saa narrede jeg Tante. Jeg sa’e, jeg var ikke rask, og saa, da hun var gaaet, løb jeg herop. Var det godt gjort du?«
— 129 —
