aftenvisiter.
»Nej, før halvti kommer han vist ikke,« gentog han.
»Aah — her er jo ogsaa saa fint og oplyst. Nu sér jeg det først. Gør Du altid saa megen Stads af Friis?«
De gik frem i Stuen, han stadig holdende hende om Skuldrene. Hendes Blik faldt paa det runde Bord.
»Nej, og sé her! Aa, det var dejligt du, jeg kom. Jeg elsker Druer. Skulde Friis virkelig have haft alle de dejlige Sager? Du forkæler ham jo rént, Karsten.«
Friis har en Faible for Druer ligesom du. Det er et gammelt Løfte, at jeg en Gang skulde traktere ham med Slikkerier. — Kom nu oq sæt dig.
De satte sig ved Bordet, han i Sofaen, hun paa en Stol lige tæt ved. Hun sad og plukkede Vindruer af Klasserne.
»Hvor det er morsomt, du, at spise saadan noget, som egenlig er bestemt for en ganske anden. Tror du, Friis bliver vred paa mig?« Hun puttede i det samme en Drue i Karstens Mund.
»Friis?« — Han sank Druen — »Nej, det tror jeg ikke, for han maa jo slet ikke
— 131 —
