den sidste. .
Kristus og Johannes den Døber. Paa Væggene hang Kobbere af Rafaels Apostlenes Gerninger og over Klaveret Ingemanns og Grundtvigs Portræter.
— Gangdøren blev aabnet.
Der var en, der nynnede ude i Entréen; saa traadte et ungt Menneske paa 17—18 Aar ind. Han havde en Bog i Haanden.
»Goddag, Mo’r.«
»Goddag, Carl. Du kommer sént fra Manduktør i Dag.«
»Aa — jeg mødte Ravn paa Gaden, og saa fulgte jeg lidt med ham hjem. Han er begyndt paa sit store Billede til Foraarsudstillingen.«
»Du omgaas meget Emils Venner i den sidste Tid. De er dog langt ældre end du. Jeg forstaar ikke, det kan more dem.«
»De morer sig vist netop over min Ungdommelighed, og saa lærer jeg saa meget af at omgaas dem. Du kan tro, Ravns Billede bliver storartet.«
»Jeg holder ikke af hans Billeder; de er ofte saa raa. Der er noget oprørsk ved dem, som vækker de slette Lidenskaber hos en.«
— 146 —
