den sidste.
i den Tanke, at han, som ledte alt til det bedste, ogsaa vilde tage hendes Sag i sin Varetægt. Herren, hvem hendes Bøn før ikke kunde gribe, gød nu et Pust af sin himmelske Fred over hendes vankelmodige Sjæl.
Hun rejste sig og gik hen til Bogskabet, der stod tæt henne ved Døren til Emils Værelse. Hun tog deraf »Fra Bønnens Verden«, men hun blev staaende med den uopslaaet i Haanden.
Inde fra Sønnens Værelse hørte hun Emils Stemme; han talte ivrigt og indtrængende, men hvad han sagde, kunde hun ikke høre. Alt imellem blandede Carls Stemme sig ind.
Der lagde sig et knugende Tryk over hendes Bryst.
Hvad talte de mon om? Hvorfor var Emil mon saa ivrig?
Aa — hun var en Nar! Atter denne fejge Angst. Der var jo de tusinde Ting, de kunde tale om. Men netop nu, nu ligesom hun havde talt med Carl, og nu mens han plejede at læse!
Og hun blev staaende, lyttende uden
— 152 —
