den sidste.
saa folte han al hendes navnløse Kval, hun, som kun havde de to at leve for. Nej, det maatte ikke ske. Carl maatte holde ud; hellere maatte han dog lide end hun.
Han rykkede sin Stol tæt til Broderens og spurgte:
»Naa, og hvad er det saa din Agt at ville gøre?»
Carl saá op paa ham forundret og lidt skuffet.
»Jeg troede, du vilde have forstaaet mig, Emil, og at du vilde have givet mig Ret i, at der kun er ét at gøre: Være ærlig mod Mo’r. Det vil jo blive hende haardt straks, naturligvis, men bagefter vil det dog ogsaa være bedst for hende, for jeg kan dog ikke være saadan, at hun slet intet mærker.«
»Lad os hellere, Carl, sé Sagen lige i Øjnene; det nytter dog ikke nu at ville narre os selv. Sandheden vil, det er desværre altfor sikkert, fuldstændig knuse Mo’r. Gør dig det klart, og sig mig saa: Kan du forsvare at sige hende det alt?«
— 158 —
