fra et dødsleje.
af Blod og Skrig, hvis Lære har stinkende Ligbunker til Sejrens Milepæle.
Verdens Frelser, da!«
Han havde rejst sig i Fortællingens Hede, alle de gamle Smerter vaktes paa ny, mens han talte; de maatte have Luft, og han glemte, at det var kun en simpel Historie, han vilde fortælle.
Han var gaaet op og ned i Stuen, voldsomt gestikulerende. Nu standsede han foran Holst, der sad og stirrede forbavset paa ham. Og han kom uvilkaarlig til at smile af sin Hæftighed.
»Jeg blev lidt bange for dig, Smidt! Saadan har jeg aldrig sét dig.«
»Aa du, det kommer en Gang imellem over mig med saadan en Rovdyrs-Lyst til at flaa.«
»Men det er vist meget usundt —«
»Ja, det er det vist ogsaa. Men nu skal jeg nok dy mig. Det maatte bare have Luft.«
Og han satte sig igen og fortsatte lidt efter Fortællingen:
Jeg havde i over et Aar ikke hørt hjemmefra. Min Søsters Breve var for
— 33 —
