ægypteres gæstebud.
Og hun gav sig til at synge:
»Skidt være med de døde,
for de kommer ej igjen —«
De andre faldt i med, og Fasting lo, saa Taarerne rullede ham ned ad Kinderne.
Fasting laa og kastede sig i Sengen. Det var lys Dag, men han kunde ikke faa Bugt med den tunge Søvn.
Halvt sovende tvang han Øjnene op, og fik gennem den aabenstaaende Dør et Skimt af den derangerede Spisestue. Han skyndte sig atter at lukke Øjnene og vendte sig om paa den anden Side for at sove videre; men han havde faaet en doven sødlig Smag af Champagne i Alunden, og Tankerne begyndte at arbejde; det var, som der summede Klokkeklang i hans Øren, og saa med ét brød et Billede frem: Stella, der bøjede sig ud med sit blege Ansigt i den mørke Nat, og sang. I samme Nu blev den summende Lyd til Natklokkens Kimen. Nu huskede han det: Stella havde jo kimet, men før hun. Du store Gud, det havde ringet!
— 72 —
