ægypteres gæstebud.
Han rejste sig over Ende i Sengen og saá sig forvildet om; saa smed han sig tilbage og skjulte sit Ansigt i Hovedpuden.
Om det havde været Carl Holm! Han turde ikke tænke. Om det forfærdeligste var sket! Han saa det, kunde ikke slippe bort derfra: Hende, den unge Kone, bleg med foldede Hænder over Lagenet; ham, Vennen, tilintetgjort, med Forbitrelse, med Had mod Lægen, som han havde stolet paa som paa en Ven.
Han forsøgte at gøre det hele til en Ubetydelighed. Hvorfor netop tro, at det havde været Holm? Hvor ofte var han ikke bleven kaldt ud om Natten for rene Bagateller!
Han sprang ud af Sengen og saé Morgenposten paa Bordet. Der laa en løst sammenlagt Billet. Han kendte Holms Skrift.
Han læste:
»Kære Ven. Marie fik Anfaldet i Nat Kl. 1. Jeg har ringet og ringet — forgæves. Jeg er fortumlet og véd ingen Udvej. Der er Lys i din Lejlighed — jeg kan ikke tænke, forstaar intet. Kom
— 74 —
