Silvio traf en forfængelig, ung Kvinde, og da han saa i hendes dybe, smigrende Øjne, var det som hans Livs Kroningsfest.
Han troede ikke mere paa den ydre Nødvendighed.
I disse to Øjne havde han omsider opdaget, at Sjælen er uendelig som en Stjærnehimmel, at Rummet og Tingenes haarde Skal kun er Indbildninger, tomme og letgennemtrængelige for den, der ejer den rette, den mandige Indbildning. Verden er ikke mere krinklet, end at man kan spidde den paa en Tanke.
Han troede pludselig, at han kunde se igennem et Par Kvindeøjne som igennem et klart Vand. Og da han havde Evnen til at læse rigtigt i disse dobbeltbundede Øjne, skulde han ogsaa kunne befale over dem. Naar han tog sit Hoved mellem sine to Hænder og begærede at huskes af hende, vilde han til enhver Tid — om hun sov eller var vaagen,
