8
SILVIOS LØGNE.
om hun var nær ham eller langt i det fjærne — kunne naa hende med sin Tanke.
Han saa smilende paa hende og sagde:
»Jeg har bygget en Himmelbro mellem min inderste Tanke og Baggrunden af disse to Øjne. Jeg er ingen Stjærnetyder eller unyttig Poet, heller ingen dybsindig Filosof. Jeg er kun Silvio, en ung Ingeniør og Brobygger, der ønsker at ophænge Jærnbroer som dristige Stormstiger over alle stejle Afgrunde.«
Og Silvio greb hendes Haand, der laa planløst foran hende paa Borddugen, knugede den saa stærkt, at det gjorde ondt.
»Maa jeg tale frit ud?« spurgte han.
Og altid svarede hun: »Tal kun«.
Saa lo han og løftede sin Haand over den unge, franske Kvindes Pande som til Velsignelse.
»Jeg vil rede Deres Brudeseng paa en Klode. Naar jeg handler paa Deres Vegne, har jeg Almagt. De skal bo i Himmelrummet og have Mandoliner paa alle Væggene.«
