Det var forbi med Silvios Løgne.
En Dag skrev han til Célimène og forlangte at elskes paa Menneskevis. Han, der havde foragtet, hvad man kan fange med sine to Hænder, og beundret hende som en Forbundsfælle i sin Foragt, han higede nu kun efter noget haandgribeligt; han vilde give alle høje Stjærner og evige Løgne for en Kendsgærning. Men nu var det just dette, som Célimène ikke vilde.
Det blev altsaa uundgaaeligt: Silvio maatte skifte Opholdssted. Hans Tanker var blevne ham selv uværdige. Midt i de alvorligste Øjeblikke greb man ham i ikke at tænke paa den skønne Célimènes ærefulde Slægt, hvidarmede Uskyld og skarpsindige Aand, men at fable om Frøken Célimènes smaa, sorte Strømper.
Den skønne Célimène var bleven ham for jordisk elskelig. Og naar et Menneske fra sine storslaaede Synsmaader og sine umaadelige Løgne falder tilbage og finder Hvile og Trøst i sin ganske dagligdags Simpelhed, da maa det Menneske ud at rejse.
