20
SILVIOS LØGNE.
Strax optraadte der hos Silvio en Engel fra Himlen, i Skikkelse af en tysk Frue, med en rund Sum Penge og en officiel Skrivelse, i Følge hvilken han bemyndigedes til at rejse og studere og bagefter at skrive en Afhandling, der skulde hedde: »Nogle af de ældste Broer i Italien«.
»Rejs til Italien,« sagde hun. »Nyd, adspred Dem, og brug Deres Øjne. Ikke til Venedig. Lagunerne er saa melankoliserende. Rejs til Florens, til Rom.«
Og den lille, forfængelige Célimène kom Dagen efter til ham og sagde opmuntrende:
»De rejser til Italien for at se paa gamle Broer. Hvor jeg misunder Dem! Jeg havde selv Lyst til at se Italien.«
Altsaa forlod Silvio Paris og Célimènes dobbeltbundede Øjne og Célimènes smaa, hvide Hænder og Célimènes smaa, sorte Strømper. Man tror undertiden, at man for Resten af sine Dage skal slaa Rod ved en af Livets rolige Biveje — en Villa, en Have, en Svanedam! — og pludselig befinder man sig paa Verdenslandevejen i Nattoget London—Paris—Rom.
Den lille, søde Løgnerske var selv paa Banegaarden for at sige ham Farvel. Hun tittede nysgærrigt ind i Kupéen og sagde som sædvanligt Ord, der skulde forurolige og synes betydningsfulde.
»Jeg kommer vistnok til Florens.«
