21
SILVIOS LØGNE.
Men Silvio var træt — han slog Døren op og sagde kun:
»Saa kom med mig!«
»Det turde jeg gærne,« sagde Célimène.
Hun syntes besluttet. Men Silvio trak tvivlende paa Skuldrene. Og Konduktøren smækkede Døren i.
»Skriv til mig, og jeg skal skrive til Dem,« sagde hun.
Toget rullede bort fra Lysstaden Paris, bort fra den skønne Célimène, ud i Taagen og Mørket. De sidste Lygter sprang forbi Kupévinduet. Alle Hjul snurrede og snurrede.
»Det er dog godt,« tænkte Silvio, som nu var ladt alene paa Hovedlandevejen, i Nattoget London—Paris—Rom. »Det er dog godt, at man kan gaa frit om i Gaderne, at man endnu kan føle sig som en Oprører, der tør raabe ind ad Vinduerne til Folk, at de har bygget deres pragtfulde Huse af Løgn og Spindelvæv . . . . .
Spindelvæv! Men her sejler jeg selv som et Spindelvæv for Vinden.
Ak, hvorfor maatte jeg ikke elske Célimène? Hendes Alvorsminer i det hvide Ansigt var saa fromme, hendes hvide Hænder saa venlige, ja selv hendes smaa, sorte Strømper saa ud, som om de slet intet ondt havde gjort. Hvorfor maatte jeg ikke beholde Célimène, der vilde have elsket mig saa meget, som hun kunde? — Hvorfor maatte jeg ikke have Lov til her i Livet at nøjes med Célimène?«
