22
SILVIOS LØGNE.
Lyon! Lyon! Iltoget førte ham stadig længere bort over Frankrigs mørke Sletter.
»Hun vil skrive til mig. I alle Byer i Italien skal min første Vandring være til Posthuset for at hente Brevene med hendes store, klare Skrifttræk paa det silkeagtige Papir. Hvorfor« — tænkte Silvio — »kunde vi ikke vandre sammen til alle Posthusene i alle Italiens Byer for at nedlægge Brevene med min lille, strænge Célimènes store, klare Skrifttræk og for at modtage Brevene fra hendes misundelige Slægt?«
I Nattoget London—Paris—Rom naaede Silvio, Ingeniøren og Brobyggeren, henad Morgen de svejtsiske Alpelandskaber. Toget, der bruste frem i Halvmørke, vuggede og skumplede, som om Vognene gennem hver Bevægelse meddelte ham Pulsslaget fra den sovende Jord — den dunkle Jord, hvor hver Busk, hvert lille Dyr, hvert Menneske nu slumrede saa trygt som hans unge Veninde i hendes rolige Gade i Paris.
Silvio tog Blyant frem og nedskrev nogle Ord til hende:
»De skulde vide, hvor stolt midt i det larmende Paris og nu midt i min kære Landflygtighed Blodet strømmer igennem mit Hjærtes Kamre. Mit Hoved er en Sølvrangle med lutter lystige Tanker. Det er, som var jeg lægt for en lang, tung Sygdom, hvis Bly lige fra min Fødsel har hvilet paa mine Lemmer. Bønhør mig eller ikke! Gift Dem, hvis De
