Denne side er blevet korrekturlæst
Ekbátana.
Jeg husker den Vaar, da mit Hjærte i Kim
undfangede Drømmen og søgte et Rim,
hvis Glans skulde synke, jeg ved ej hvorfra,
som naar Solen gik ned i Ekbátana.
En Spotter gav mig med Lærdom at ane,
at Vægten paa Ordet var Ekbatáne.
Den traurige Tosse, han ved ej da,
at Hjærtet det elsker Ekbátana.
Byen med tusind henslængte Terrasser,
Løngange, svimlende Mure — som passer
der bagest i Persien, hvor Rosen er fra,
begravet i Minder — Ekbátana!
Hin fjærne Vaar, da min Sjæl laa i Kim
og drømte umulige Roser og Rim,
er svunden, skønt Luften var lys ogsaa da,
som den Sol, der forsvandt bag Ekbàtana.
Men Drømmen har rejst sig en Vaar i Paris,
da Verden blev dyb og assyrisk og vis,
