Denne side er blevet korrekturlæst
28
SILVIOS LØGNE.
som blødte den yppigste Oldtid endda . . .
Jeg har levet en Dag i Ekbátana.
Min Sjæl har flydt som en Syrings af Toner,
til Solfaldet farvede Parkernes Kroner
og Hjærtet sov ind i sin Højhed — som fra
en Solnedgang over Ekbátana.
Men Folkets Sæder? den stoltes Bedrift?
hvad nyt og sælsomt skal levnes derfra?
En Rædsel, et Vanvid i Kileskrift
paa dit Dronningelegem — Ekbátana.
Men Rosen, det dyreste, Verden har drømt,
al Livets Vellyst — hvad var den da?
Et Tegn kun, en Blomst, som blev givet paa Skrømt
ved en kongelig Fest i Ekbátana.
Da blev jeg taalmodig og stolt. Jeg har drømt
en dybere Lykke, end nogen har tømt.
Lad Syndflodens Vande mig bære herfra
— jeg har levet en Dag i Ekbátana.
