»Piemont i sin Sneklædning« — fortæller Silvio — »lignede en Kage med Flødeskum, da jeg med Iltoget fra Paris havde boret mig igennem Mont Cenis og nu en Januarmorgen susede hen over Sletterne i Retning af Torino for at udfolde min Ønskekappe i Sangens og Solens Land.
Mon Sneen i Italien smælter ved en højere Varmegrad end Sneen i mere nordlige Byer som Paris og København? — tænkte jeg,
Thi Himlen var klar. Solen og Luften i denne Sneslette ganske sommerlig. De rødkalkede Huse glødede af varmt Lys som i en Foraarsdrøm, og den dunkle Vin i en halmomflettet, let Flaske med en lang Hals var mørkere, sødligere og fyldigere end Rødvin ellers: — den kyssede mig lige i Hjærtet som en ung Elskerinde fra Sangens og Sommerens Land med sorte Øjne og varme, usvigelige Læber.
