32
HØJERE END ALPERNE —
I denne Vin, som jeg købte paa den første Station syd for Alperne, sluttede jeg Pagt med Italien.
Og jo længer jeg kom mod Syd, des mere ildnedes jeg af Vinen og Solen, des mere glemte jeg Vinteren bag mig.
Aa de nordlige Byer, disse Vinterhovedstæder, de ophidser og slider Nerverne. Hvor bleg og træt hun laa, den unge Englænderinde der paa den modsatte Hynde i min Kupé. Min tilfældige Rejsefælle. Hun lignede i sin forfrosne Ungdom, indsvøbt i en Plæd, et Knippe halvvisne Blomster, og det var, som om hun, for at leve paa ny, behøvede al den Sundhed, Hjærtefylde og Rødme, der sejrrig smilte ud fra det snedækte Italien.
Aa de nordiske Byer, Vinterhovedstæderne med deres aandelige Uro, deres kunstig opvarmede Saloner, deres hastige Drosker, deres Førsteforestillinger, dette hvirvlende, uvirkelige Liv, med lutter Blændværksværdier — de fortærer Menneskene indvendig fra.
De herlige, nordiske Byer! Ogsaa mig havde de jo givet et lille fængslende Tilfælde af moderne Selvfortærelse, Kultur-Nevrose, som var Skyld i, at jeg havde boret mig igennem Mont Cenis og paa min Ønskekappe suste hen over Lombardiets Sletter.
Den Englænderinde der — var hun en Lidelsessøster? Hvem ved? Og hvorfor ulejliger jeg mig med hende? — Thi lige fra Paris
