33
DYBERE END MIDDELHAVET.
til Genova ulejligede jeg mig næppe med at se paa hende?
Jeg havde jo mit eget »interessante Tilfælde« at beskæftige mig med. Paa den store Banegaard, hvor jeg i Aftes havde taget Afsked med et Smil og to Øjne, som fulgte mig alle Vegne, bad jeg min Veninde at rejse med. Men hun blev i Paris — Paris lumière — og jeg sagde spottende til hende, at jeg rejste ud i Verden for at opsøge »sydligere og lascivere Folkefærd.«
. . . Mens jeg nu i Lombardiet satte den lille, halmomflettede Fogliette for Munden og drak den italienske Vin, gentog jeg for mig selv; at min Veninde var »sød som Skyggen af et Vintræ.«
Men hun havde ladet mig alene med mit interessante Tilfælde, og jeg tænkte for Alvor paa, at jeg, hellere end at rejse Verden rundt med en naragtig, mislykket Kjærlighed, burde gaa til Sicilien, hvor der var Bønderoprør og agrariske Mord og slaa mig sammen med Rebellerne mod Italiens elendige Førere for — i Mangel af bedre — at møde en Kugle, der træffer det rette Sted.
Jeg gjorde det ikke — kom aldrig til Sicilien. Men jeg er saa skamfuld derover, at jeg nok gør det næste Gang, naar jeg har Hjærte og Lever overfyldt af Forsmaaelsens latterlige Forsmædelighed.
Aa de nordiske Byer, Vinterens herlige Hovedstæder, kun med et sygt Hjærte river
